Øster Hornum Varmeværk gør en indsats imod CO2-udledningen


Selv som enkeltperson kan du gøre en forskel. Det er det enkle budskab, Øster Hornum Varmeværk gerne vil slå fast i kampen mod klimaforandringerne. Derfor tilbyder værket nu generelle råd til at udnytte fjernvarmen bedre og opfordrer samtidig fjernvarmekunderne til at få gennemgået deres bolig med henblik på energibesparende forbedringer.


Fjernvarme er miljørigtig varme
Når du skruer op for varmen derhjemme, tænker du måske ikke over det. Men hvis du har fjernvarme, er du med i Danmarks største miljøbevægelse.



Øster Hornum Varmeværk fyrer med halm.


Selv om fjernvarmen er miljørigtig varme, er der dog stadig meget at spare med gode energivaner og boligforbedringer.


Mindre varmeregning fra dag ét
Gode energivaner er den nemme vej, forbrugerne kan gå, og den er samtidig ganske gratis.


– Faktisk er den en overskudsforretning fra dag ét, for et mindre varmeforbrug giver en mindre regning. Derfor har vi lagt nogle enkle spareråd ud på vores hjemmeside, og her kan forbrugerne lynhurtigt tjekke, om der er noget, de kan gøre bedre og billigere derhjemme, fortæller Jan Møller.


For eksempel råder værket til at sørge for, at radiatorerne aldrig bliver varme i bunden. Er en radiator varm i bunden, sender man varmen retur til værket i stedet for at udnytte den. Man kan også holde øje med, at temperaturen ikke sniger sig over 21 grader, for hver grad koster ca. 5 % ekstra på varmeregningen. Hvis radiatortermostaten står på 3, svarer det normalt til 21 grader.


Bedre bolig – bedre klima
Danmarks internationale miljøforpligtelser betyder, at danskerne tilsammen skal nedbringe udledningen af drivhusgasser med 21 % fra 2008 til 2012. Her kan fjernvarmekunderne også være med.


Derfor anbefaler værket, at forbrugerne får gennemgået deres bolig fra A til Z med henblik på energiforbedringer.


– De største gevinster ligger typisk i bedre isolering. For eksempel hulmursisolering, isolering af lofter og varmerør og udskiftning af ældre ruder med energiruder, siger Jan Møller.


– Det er selvfølgelig helt op til forbrugerne at vælge, hvilke forbedringer de vil gennemføre. Men nogle energiforbedringer er betalt tilbage inden for ganske få år – og de giver omgående en mere behagelig varme, et sundere hus og mindre belastning af miljøet. Så det er svært at sige nej. Især hvis man alligevel står for skulle renovere sit hus, er der sund fornuft i at kontakte en energirådgiver for gode råd, pointerer Jan Møller.


En efterisolering på loftet kan spare mange kWh på den årlige varmeregning.


Gavner økonomien – og børnebørnene
Ifølge forskere er klimaudfordringen så omfattende, at ingen kan melde pas på indsatsen imod den. Derfor vil værket gerne tage fat i begge ender af skalaen. Med hjælp til gode vaner – og med konkrete forbedringsforslag til den energirigtige bolig.


– En mindre miljøbelastning følges jo med to andre nok så tunge argumenter: Forbrugerne sparer penge på fjernvarmeregningen her og nu. Og de gør en indsats for deres egne børnebørn, tilføjer Jan Møller.


For yderligere oplysninger, kontakt Jan Møller, Øster Hornum Varmeværk på telefon 98 38 58 55.
Se også www.danskfjernvarme.dk.

Scroll to Top